Så har jeg været i SAPA

Så har vi været i SAPA, og det var en helt fantastisk tur. Vi tog hjemmefra onsdag aften kl. 20:00 og ca. kl. 8:30 torsdag morgen, ankom vi til vores hotel i SAPA. Vi havde hørt meget om at det kunne være hårdt at skulle sove i toget, så jeg og vidst nok os de andre tøser var sikre på at vi havde købt bløde senge. (ikke de bedste, men en mellemting.) Da vi kom til vores togvogn viste det sig, at vi bestemt ikke havde fået gode senge, faktisk var det de dårligste der overhovedet var på toget. Men hvad, vi er jo nogle seje tøser, så vi tog det som en udfordring. Og, jeg må sige at jeg sov fantastisk godt. Da vi kom til vores hotel, fik vi at vide, at der var sket nogle ændringer vores tur, det var lidt irriterende, men der var jo ikke noget vi kunne gøre ved det. Så det tog vi også i stiv arm :o) Efter at have spist morgenmad, været i bad og fået pakket ud, var det så tid til at vi for første gang skulle ud og se SAPA.

Torsdag oplevede vi følgende:

Torsdag: kl. 9:30 mødte vi op i receptionen, klar til at udforske og få nye indtryk. Vi var pakket godt ind, da vi jo ikke vidste hvordan vejret ville være. Vores guide var en pige fra ”Black H´mong”. Black H´mong, kom til Vietnam i 1800 tallet. De har udviklet deres eget sprog, men kan dog godt tale vietnamesisk, dog ikke helt flydende. Deres tøj er blåt og det bliver farvet én gang om året op til tet (det kinesiske nytår). Nogle af kvinderne i denne stamme bærer en form for turban på hovedet, mens stort set alle kvinderne har sølvarmbånd og sølvøreringe i ørene. De bærer sorte knælange bukser, deres bluse er lang, lavet af noget der ligner cowboy stof og på skinnebenene har de viklet sort stof rundt om, og for at holde det sammen har de bundet et bånd omkring, i skrigende farver. Faktisk bærer de sammen med det blå, forskellige skrigende farver. ( syninger i pink, tasker i mange forskellige skrigende farver og tørklæde i mange forskellige skrigende farver)

Mændene er klædt i helt mørkeblåt tøj og nogle med en lille hat til. De mindste børn har normalt tøj på og bare tæer, mens både damer og mand har sandaler. Babyerne bærer kvinderne på ryggen.( Da jeg jo er ved at læse til pædagog, har jeg tænkt en del over hvad det betyder for børnene, at de bliver båret på ryggen. Små børn har jo brug for øjenkontakt og tryghed. Jeg vil umiddelbart sige at de ville have bedst ved at blive båret foran, så der var mere kontakt mellem mor og barn. Jeg kan dog godt se problemet i at skulle arbejde, mens man slæber rund med en baby på maven. Så det er nok af praktiske grunde at det ikke er sådan. Og det virkede også som om at børnene havde det okay.) nå men vi så en landsby hvor der boede Black H´mong mennesker, det var dog meget turistet og de solgte alle souvenir. Derudover så vi et vandfald, og selvfølgelig en masse rismarker, som der jo er en masse af i Vietnam. Eftermiddagen havde vi ikke nogen planer, så der kunne vi frit udforske SAPA by. Vi var på et marked, hvor kvinder fra forskellige stammer gik rundt og solgte ting. Det blev hurtigt til en belastning da de alle gik rundt og hev i en, fordi de gerne ville have at man skulle købe noget. Og de solgte jo for pokker alle det samme. Om aftenen var vi på en lille bar, det var smadder hyggeligt, og da strømmen var gået, sad vi bare og hyggede med øl, stearinlys og hyggesnak.

Fredag: skulle vi ud at gå lang og så skulle vi overnatte hos en familie i bjergene, vi var vidst alle lidt nervøse for, hvordan det skulle blive, samtidig med at det helt sikker ville blive en oplevelse. Da vi skulle gå fra hotellet, gik der ca. 5 Black H´mong kvinder med os, vores guide fortalte, at de ville følge os helt til deres landsby, hvor de så ville have at vi skulle købe noget af det de solgte eller bare give dem penge. Da vi kom af sted, var det bare så fantastisk flot at se naturen, samtidig med at der var helt stille omkring en, så man kunne gå i sin egen lille verden. Da vi havde gået ca. halvdelen af turen, skulle vi til at bruge vores balance evne, og vi fik ikke rigtig set andet end mudder. Vi skulle nemlig gå langs en lille å og kanten af en rismark. Heldigvis kunne vi bruge damerne til at holde i hånden så vi ikke faldt. Da vi kom til deres landsby, skulle vi have frokost, den bestod af sandwich. Da vi var færdige, havde vi ca. 4 km tilbage inden vi ville nå til vores homestay. Og inden vi nåede dertil, kom vi igennem endnu en landsby, men denne gang var den ikke så turistet, hvilket gav mulighed, for at få et lidt mere realistisk billede af, hvordan de lever i bjergene. Undervejs så vi en skole, det var en oplevelse at se og den var faktisk i pænt stand. Møblerne var som dem vi havde for 50 år siden, mens de også havde farverige plancher på væggene. Endelig nåede vi til vores homestay, og jeg var vidst ikke den eneste som var skuffet. Da vi kom, viste det sig at vi skulle bo 11 mennesker + tre guider der og hvis jeg skal beskrive det, kan jeg vel egentlig sige, at det var ligesom et bed and breakfast. Jeg var godt nok skuffet. Jeg havde regnet med at jeg skulle prøve at leve som en vaske ægte bjerg familie, hvor jeg skulle lave mad over bål og tisse ude mellem nogle træer, men sådan skulle det ikke være. Vi havde eftermiddagen fri, mens guiderne lavede mad, så vi gik os en lille tur, for at se, hvad det var for et sted vi var havet. Vi gjorde holdt så vi kunne så og se ud over den skønne natur, og pludselig var der en som så ned mod jorden og sagde: ”Er det en død hund der ligger i den skål?” men resten af os så ned og udbrød: ADDD!!! For ganske rigtigt, der lå en lille sød vovse med tungen ud af munden og oppe bag ved os, stod der to mænd og grinede, men de venligt viste, hvordan de havde skaffet sig af med det lille kræ. Da vi senere skulle forbi, var de ved at gøre den klar, så den kunne komme over ilden. Da vi havde spist var det tid til at skulle i seng. Vi var fuldstændig mørbanket både i hoved og krop. Da jeg skulle sove var det som at være en prinsesse, når jeg lå gemt bag ved myggenettet :o)

Lørdag: skulle vi afslutte vores tur. Så efter morgenmaden, var det atter afsi af sted. I dag skulle vi se en bambusskov og et vandfald. Må sige at skoven ikke var så fantastisk som jeg havde regnet med, og tilmed var den helt mudret, da vi havde haft heftig regn aften og nat, men igennem kom vi da og nåede til vandfaldet. Det var stort og flot. Efter vi havde spist frokost – som guiderne havde lavet, var det tid til den sidste hårde kilometer, og tror nok at jeg var ild rød i hovedet da jeg kom op, men jeg klarede det. :o) der kom en bus og kørte os tilbage til hotellet, hvor vi lige kunne nå et lille bad og noget mad, inden vi skulle med toget hjem mod Hanoi.

Alt i alt må jeg sige at det var en helt fantastisk tur. Det var en skøn, skøn natur, og det var rart med afbræk fra det trafikerede Hanoi og jeg havde mulighed, for bare at tænke på lige hvad jeg havde lyst til. Det var også fantastisk at se, hvor meget tingene kan ændre sig, hvis bare man kører 10 timer nord på. I selve SAPA by var der ikke nær så meget trafik som i Hanoi, og byen bære stærkt præg af at være en turistby. Der er hoteller og hvide mennesker over det hele. Når man kommer ned i dalene kan man stadig se, at befolkningen er vandt til at have besøg af turisterne, stort set dem alle sammen kan snakke engelsk, det gælder både fra børn til ældre damer. Det fantastiske er at se, hvordan de bære sig ad med de forskellige ting. Sådan noget som madlavning, forgår stadig ved at de laver et bål og toilettet er en hul i jorden. Husene er ikke isoleret, trods at der om vinteren er mulighed for sne. Dyrene går frit rund udenfor. Faktisk tror jeg at man på mange punkter kan sammenligne det med, hvordan det var i Danmark for år tilbage.